Aalborg Whisky Laug Vedtægter
Vedtægter fra den stiftende generalforsamling d. 30. april 2003.
§1 Foreningens navn er “Aalborg Whisky Laug” og har hjemsted i Aalborg.
§2 Foreningens formål er:
- at øge interessen og kendskabet til whisky generelt, men i særdeleshed single malt for alle interesserede i og omkring Aalborg.
§3 Adgang til optagelse i Aalborg Whisky Laug har alle, som er interesseret i smagning af whisky på en sober måde og som minimum er 18 år, dog kan bestyrelsen begrænse medlemsantallet af hensyn til facilitets kapaciteter. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem.
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsen – evt. indbetalt kontingent refunderes ikke.
§4 Kontingentet til Aalborg Whisky Laug fastsættes for et år ad gangen, og betalingen foretages via en bankoverførsel eller pr. girokort for et år ad gangen..
Er kontingentet ikke betalt 14 dage efter seneste betalingsfrist ekskluderes medlemmet af lauget.
Medlemsperiode og regnskabsåret følger kalenderåret (fra 1. januar til 31. december).
Revisoren reviderer regnskabet, og dette godkendes på den årlige generalforsamling.
Et betalende medlem modtager mail/brev om nye tiltag, får adgang til medlemstilbud og opnår en rabat ved smagningerne.
Der er også forhandlet lokale rabatter på plads for medlemmerne, disse offentliggøres på generalforsamlingen og laugets hjemmeside, og er gældende for 1 år ad gangen.
§5 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling indvarsles skriftligt med mindst en måneds varsel, og skal afholdes hvert år i slutningen af 1. kvartal eller i begyndelsen af 2. kvartal.
Afstemninger foretages ved håndsoprækning eller ved skriftlig afstemning, dersom mindst 10 deltagere anmoder herom. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset de fremmødtes antal.
Se dog §9 og §10.
Dagsordenen tilsendes eller offentliggøres for medlemmerne og skal indeholde mindst følgende punkter:
- Formandens beretning
- Kassereren aflæggelse af regnskabet
- Fastsættelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af bestyrelse
- Valg af revisor
- Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være formanden eller sekretæren i hænde senest 15. februar.
§6 Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og 1 bestyrelsesmedlem
Initiativtagerne til foreningen konstituerer sig selv som bestyrelse efter den stiftende generalforsamling.
Der vælges formand, sekretær, og et bestyrelsesmedlem for en toårig periode,
Og næstformand samt en kasserer for en toårig periode.
Disse toårige perioder skal være forskudt af hinanden.
§6a Da engagementet til de ovennævnte poster er på frivillig basis, garanteres bestyrelsesmedlemmerne, at alle omkostninger bliver dækket mod forevisning af bilag, dog først når formanden har godkendt bilaget. Alle udgifter skal godkendes af formanden.
Bestyrelsen er desuden fritaget for betaling ved smagninger og kontingent.
§7 Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, så ofte det findes nødvendigt, eller når mindst to bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Ved formandens fravær varetages bestyrelsens pligter og ansvar af næstformanden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre af dens medlemmer deltager i et bestyrelsesmøde.
Formanden eller næstformanden skal være den ene.
§8 Sekretæren fører protokollen, og noterer i punktform.
Sekretæren varetager de skriftlige henvendelser og arkiverer ind – og udgående post.
§9 Ændringer i de på en generalforsamling forelagte love, kan kun vedtages, når mindst to tredjedel af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer har stemt for vedtagelsen.
Opnås dette ikke på en ordinær generalforsamling, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, med det samme varsel som til den ordinære. Forelagte lovændringsforslag kan så vedtages på den ekstraordinære generalforsamling, dersom to tredjedel af de fremmødte har stemt for vedtagelsen.
§10 Ophævelse af foreningen, der skal ske på en generalforsamling, kan kun ske i to tilfælde:
- hvis to tredjedel af samtlige medlemmer ved en urafstemning har vedtaget ophævelse af foreningen eller
- hvis foreningen giver underskud, og det ikke er muligt at skaffe de fornødne midler, til at drive foreningen videre.
Foreningens midler, der er indestående på bank- eller sparekassebog og kontante penge, overlades til Aalborg Kommunes kulturelle forvaltning, dog med de klausuler, der kan være vedtaget på en ordinær generalforsamling.