Arrangementer

Evaluering af smagningen d. 4. Februar 2004

 

Islay smagning i Aalborg Whisky Laug

Årets første smagning var en "rå start på året" - smagstemaet var "Islay" - en meget efterspurgt smagning blandt mange af laug-medlemmer.
Smagningen var kun for medlemmer af lauget og på fleres opfordringer skænkede vi 3 cl. af hver whisky. Bestyrelsen var meget spændt på om vi kunne få fuldt hus til så speciel en smagning - men vores tvivl blev gjort til skamme. I løbet af 1½ dag var smagningen udsolgt - så vi må bare konstaterer at mange af vores medlemmer er vilde efter Islay (hvilket flere i bestyrelsen godt kan forstå....) - tak for den store opbakning.
Smagningen foregik i nogle altid hyggelige rammer i Duus Vinkjælder i Aalborg.
Også denne gang havde vi allieret os med en af Danmarks største whiskykapaciteter indenfor Islay whisky som foredragsholder - nemlig Leif Kjærgaard fra København. Leif fortalte os på en meget levende og inspirerende måde om Islay whisky, dens fremstilling og karakteristiske træk.
Leif havde mange flotte billeder med fra øen Islay og dens destillerier - ja vi følte nærmeste at vi var på øen - en aftenen som var utrolig hyggelig og hvor der var en rigtig god stemning. Et spændende og meget inspirerende foredrag krydret med mange sjove historier - tak for et spændende foredrag, Leif.

Denne smagning blev også suppleret med en lækker buffet, som køkkenet hos Duus Vinkjælder stod for - og der var nok mad.

Smagningen denne gang bød på rigtig mange spændende whiskies (og nogle af dem kan man desværre ikke få mere) - men nu kan du jo selv læse evalueringen - god fornøjelse.

Formanden

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Aalborg Whisky Laugs første Islay smagning

I overskriften står der første Islay smagning. For at tage konklusionen først, så er den, at det i hvert fald ikke er den sidste Islay smagning i Aalborg Whisky Laug. Var det virkelig så god whisky? Ja det var det…

Og hvilken en er så den bedste af de smagte? Deltagere taler med klar stemme, Port Ellen er bedst. Men mere om resultaterne senere, først lidt om Islay.

Islay - er et Skotsk ø-samfund, ud for det syd vestlige hjørne af Skotland. Ø’en er placeret i et barskt havområde, som forsyner dem med et elendigt vejrlig det meste af året. Det opvejes dog af nogle få ufatteligt smukke sommerdage, som skal opleves. Det fortæller Leif Kjærgaard, der skal lede os gennem aftenens smagning. Leif understreger sin påstand med et par ualmindelige flotte billeder han har taget deroppe, han har heldigvis flere at vise os i løbet af aftenen.

Leif er i øvrigt ikke en hr. hvem som helst i Whisky sammenhæng, idet han er en af de ganske få som har erhvervet sig en Master Degree i Whisky. I den forbindelse har han tilbragt en del tid på destillerierne i Skotland og i særdeleshed på Islay, som er favoritten (som for en del andre denne aften). Leif krydrer med interessante oplysninger om Islay, og en god portion underholdende røverhistorier fra området og destillerierne.

Øen har ikke kun ulykke af det barske klima. Overskylninger af destillerierne med saltvand i hylende storm, tilfører nemlig whiskyens smag nogle fantastiske elementer af tang og salt, under lagringen. Hvis du har smagsløgene i orden, kan du afgøre om en whisky er fra et destilleri på vind, eller læsiden af øen. Den karakteristiske røgsmag kommer fra tørringsprocessen. Malten bliver tørret over brændende tørv, der er det lettest tilgængelige brændsel i området. Det er det der giver den røgede smag. Som over alt i Skotland, er tradition og godt håndværk i højsædet. Slutproduktet, det skal bare smages. Og det gør vi så! Man kan roligt sige at der er en forventningsfuld stemning på Duus Vinkjælder denne aften, mange siger at de har glædet sig specielt til denne smagning. Rammerne på Duus er som skabt til det.

 

Aftenens smageprogram

Ja, flaskerne taler deres eget sprog - nærmere introduktion behøves hvis ikke......

1. Bruichladdich 15 års 46 %
2. Laphroaig 15 års 43 %
3. Bowmore 12 års 40 %
4. Dun Bhegan 8 års Islay 43 %
5. Ardbeg Uigeadail 54,2 %
6. Bowmore 1983 Old Malt Cask 50 %
7. Port Ellen 1982 Scotts Selection 60,5 %

Hvordan gik det så?

Inden slagets gang diskuterer foredragsholderen, Leif Kjærgaard (til højre) rækkefølgen af aftenens whiskies med vinhandleren Poul E. Nielsen.

 

Mens vi spændt venter på at få noget i glasset, indleder formanden seancen med lidt praktiske bemærkninger, og velkomst til Leif Kjærgaard fra København.

Den første whisky vi fik i glassene var en Bruichladdich 15 års, en meget blød, meget let røget med lidt honning - en flot harmonisk whisky, men ikke en typisk Islay-whisky. Men herefter kom der kan i sagerne.
Laphroaig 15 års, har en flot gylden farve, blid duft, meget fyldig, med en tobakagtighed over sig - har en utrolig flot og lang eftersmag, hvor man både når man smager den og i eftersmagen har den karakteristiske duft/smag af røg/tørv - en meget flot og typisk Islay-whisky.
Leif indrømmer også at det er hans personlige favorit fra Islay.

Der blev duftet og smagt intenst på de spændende whiskies

Ja, selv foredragsholderen ser ud til at nyde det - er det mon hans personlige favorit - Laphroaig 15 års han dufter til ?

Bowmore 12 års - flot gylden farve, dufter og smager mere røget, men har alligevel en blødhed og mildhed over sig. Har en flot blød afrundet finish. Og så til aftenens meget positive overraskelse - ja også for foredragsholder, han kendte den ikke og blev meget positiv overrasket - Dun Bhegan 8 års - en uofficiel aftapning fra Lagavulin. Hold dog op - sikken en saft og kraft denne whisky havde af kun en 8 års at være. Dufter sødmefyldt og lidt røget, men når du smager den kommer røgen/tørven, som virker meget kraftig. Har en utrolig flot og lang eftersmag - en fantastisk flot whisky og så kun til 270 kr. - den overraskede os alle.

Midtvejs holdte vi en lille pause, hvor vi fik en lækker buffet.

Buffet med tyndsteg, skinke, flødekartofler, salat, brød m.m.

Deltagerne sidder og hygger sig

Så var vi klar igen og så var turen kommet til Ardbeg Uigeadail - det sidste nye skud på stammen fra Ardbeg - den var vi alle meget spændte på - var det mon en typisk Ardbeg. Ikke umiddelbart når man lige får den i glasset og dufter - men varmen den op og lad den stå lidt så skete der ting og sager - hold dog op. Meget kraftig tørvet og røget - har tjære, sherry og olie over sig - er rå i smager og nærmest brænder - har en lang og flot finish med meget røg. En flot og alligevel kompleks whisky (formanden gemte en sjat til senere på aftenen og den blev bare bedre). En flot whisky som Ardbeg absolut kan være bekendt.

Så skulle vi til de gamle sager - vi lægger ud med en Bowmore 1983 Old Malt Cask som var meget blid, med en flot fylde og elegant balance af røg/tørv. Eftersmagen var utrolig flot og varede meget længe - en fantastisk flot harmonisk Islay-whisky - mums.
Nå, nu kom så den alle var spændte på - Port Ellen 1982 Cask Strength Scotts Selection - der var næsten helt stille i lokalet da denne whisky blev skænket op, men hurtig spredte der sig lyde som uhmmm, wauu, fantastisk og mange andre superlativer - det var vist noget folket kunne lide. En fantastisk flot gylden farve en flot kraftig røget duft - smagen var kraftig, saltet, røget og meget fyldig - fantastisk harmonisk Islay whisky, som havde en ubeskrivelig flot eftersmag. Ja, det er svært at sætte ord på denne whisky - vi kan kun sige en ting - smag den selv, nåh nej der er jo ikke mere - den er helt udsolgt i Danmark, snøft der vædes en lille tåre - så fantastisk flot whisky som var en super oplevelse og det var vist mange enige i, men nu kan du jo se deltagernes vurdering nedenfor.

Bowmore 1983 og Port Ellen 1982 havde formanden sørget for at købe hjem til lauget allerede i oktober måned, så laugets medlemmer kunne få en spændende oplevelse - og det må vi vist sige at vi gjorde.

Leif Kjærgaard roste vores smageprogram og deltagernes engagement og synes det var noget af det bedre han havde været med til.

Ja, ja efter sådan en smagning fornemmer man virkelig at Islay er rykket tættere på Aalborg......der er hvis ingen tvivl vi er nødt til at lave en Islay smagning igen - snart - ja, vi har allerede besluttet at til efteråret laver vi en Islay smagning igen.

Smagningen i tal

Der er ikke nogen slinger i valsen, peat freaks, Islay elskerne vil have Port Ellen.

Endelig placering

Point

1

Port Ellen 1982 (21år)

330

2

Ardbeg Uigeadail

261

3

Bowmore 1983 (20år) OMC

241

4

Laphroaig 15år

239

5

Bowmore 12år

181

6

Bruichladdich 15

133

7

Dun Bhegan 8 år

127

 

Ardbeg Uigeadail (udtales Oog-a-dal), Bowmores OMC og Laphroig, er i tæt kappestrid om andenpladsen. På ren stemmefordeling, er det Ardbeg, Bowmore og så Laphroig. Hvis du stabler første og anden pladserne oven på hinanden, for at se hvilke de får flest gode placeringer, så rykker Bowmore frem i bussen. OK så er luppen altså også fremme.

Det er Port Ellens 21 årige whisky, fra 1982 der er den indiskutabelt foretrukne. Et virkelig smukt stykke håndværk, og en stor skam at der ikke er mere.

 

Evalueringsskema

Efter smagningen trak vi, traditionen tro, lod om en af aftenens herlige whisky flasker, blandt alle de indsamlede evalueringsskemaer.
Herfra skal der lyde et stort til lykke til vinderen, Allan Mølgaard, medlem nr. 10.

Allan valgte en Laphroaig 15 års.

Auktion

Til sidst afholdte vi, næsten tradition tro, en auktion over de resterende små "sjatter" der var tilbage. Leif var frisk og var aftenens auktionarius.


Og hvad har vi så her, en Bruichladdich 15 års - kan vi få et bud på denne fremragende whisky


Er det ikke resterne af en Port Ellen ? - jo det er så.....

 

Det useriøse hjørne (af næstformanden)

Sjovt nok er der ikke en eneste evaluering der rammer gennemsnitsevalueringen. Det kunne man ellers godt forestille sig, når der er så udbredt enighed om de første fire. Denne gang var der i alt 336,7% alkohol, ikke rekord, men sammenlagt med at der blev serveret 3 cl. smagsprøver af de syv whiskies, gav det anledning til en anstændig hovedpinedagen efter. Faktisk vil jeg aldrig nogen sinde drikke spiritus mere ( lige med undtagelse af det glas Ardbeg der står her og fylder luften med røg, tang, tjære … og uhmmn). Nå! men de syv flasker repræsenterede en værdi af 4.617.- kr. og en samlet alder på ikke mindre end 111 år. Det bliver vi vist snart nød til at gøre om igen.
Tak til Leif Kjærgaard for et underholdende indlæg, tak til Duus for de hyggelige rammer og tak til skotterne for deres fremragende produkter.

Slainte
Næstformanden og Formanden