Arrangementer

Evaluering af smagningen d. 18. November 2005

 

Lowland og specialøl smagning i Aalborg Whisky Laug

Årets sidste smagning var lidt speciel - vi skulle smage de oversete og "dårlige omtalte" Lowland-whiskies. Vi havde valgt (på opfordring fra nogle af jer) at krydre aftenen med 4 special øl - så alt i alt var der lagt op til en spændende smagning.
Vi (bestyrelsen) var lidt spændt på hvor mange der ville komme til sådan en smagning - men vores frygt blev gjort til skamme - knap 50 havde valgt at deltage, hvilket vi kun kan være tilfreds med (og som foredragsholderen også roste os for. Århus havde lavet en tilsvarende smagning hvor kun 8 var tilmeldte og som de måtte aflyse).
Smagningen foregik denne gang på First Slotshotel (overfor Metax parkeringshus) - det var første gang vi var her. Lokalet var fint, men vi blev desværre generet af hotellets øvrige gæster - så det var uheldigt.
Som foredragsholder havde vi allieret os med Peter Kjær fra København - skæbnen ville at Peter to dage før vores smagning ringede og meldte afbud da han var faldet og forstuvet/brækket hans ben. Heldigvis hjalp Peter os med at finde en anden foredragsholder selvom det holdt hårdt (tak for hjælpen, Peter og god bedring) - der var jo kun 2 dage til vores arrangement.
Som erstatning fik vi fat på Al Jones (ja, det er den tidligere radiovært) - en rigtig spændende foredragsholder, som mange af deltagerne var vilde med. Så det er ikke sidste gang vi har prøvet Al Jones. Tak for et super fedt foredrag og din hurtige "stand-in", Al.

Undervejs krydrede vi smagningen med 4 special øl som blev præsenteret under kyndig ledelse af Svend fra øl-butikken, Øl-konsortiet, Rantzausgade.
Det var nogle utrolig spændende øl som Svend havde valgt - men nu kan du jo læse evalueringen nedenfor. Tak for et super flot foredrag, Svend.

På baggrund af evalueringerne blev det en succes med at supplere smagningen med øl - dog er det noget vi max. vil gøre en gang om året, da laugets fokus er whisky - ingen tvivl om det.

Smagningen blev suppleret med nogle lækre sandwicher fra skibet Elbjørn.

Denne gang er den spændende evaluering skrevet af medlemmet Jan Laursen - men du kan du jo selv læse evalueringen - god fornøjelse.

Læs også Karl Ejnar´s evaluering/indlæg på whiskynyt.

Til sidst vil bestyrelsen gerne sige tusinde tak for i år og for den store opbakning i 2005 - vi glæder os til 2006 og mange nye smagninger.

Rigtig god Jul og Godt whisky Nytår

Formanden

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Lowland og specialøl smagning på First Slotshotel

Smagningen blev holdt på First Slotshotel i Aalborg, og vores foredragsholder denne gang skulle have været Peter Kjær men pga. uheldige omstændigheder havde han tidligere på ugen brækket benet og var derfor forhindret i at komme. Bestyrelsen måtte derfor med kort varsel finde en afløser og fandt til dette Al Jones, nok kendt af de fleste som en stor whiskyelsker og ret ofte set inde på hjemmesiden whiskynyt´s forum. Al har tidligere holdt foredrag bl.a. i Kolding, Herning og Esbjerg selv om det ikke er noget han lever af, men blot gør af glæden og lysten til denne herlige hobby eller afhængighed. Kært barn har jo som bekendt mange navne og spørger vi vores hustruer er det jo nok det sidste de vil fastholde sig. Al var meget imponeret over fremmødet til smagningen, der var 46 medlemmer til stede, idet det jo ” bare ” var en Lowland smagning, hvilket førte ham til en snak om hvorfor det kaldes Lowland og Highland.
Dette er nogle begreber der for ham er ganske uforståelige og meningsløse, idet Lowland i manges øjne er dårligere whisky end Highland, hvilket jo i bund og grund er en skrøne, da næsten al whisky er dejlige dråber men selvfølgelig jo har forskellig smag, og gudskelov da for det. Al kom bl.a. med en lille historie om hvorfor der i tidernes morgen blev lavet en form for grænse mellem de to regioner. Dette skulle være opstået da folkene i Highland typisk var rigere end beboerne i Lowland og disse derfor så ned på ” bønderne ” der lavede whisky der, men i bund og grund låner de to regioner jo lidt fra hinanden i deres whiskyprocesser, bl.a. ved vand fra den ene region eller malt fra den anden og vi må jo efter smagningen i aften konkludere at der laves fremragende whisky i Lowland også, men igen det er jo den enkelte gane der smager der afgør dette.

For at afslutte denne indledning og komme til snakken om hvad vi kom for og smagte, kan det fastslåes at Al Jones var en fremragende foredragsholder, med en exceptionel viden om både de forskellige whiskyes men så sandelig også om destilleriernes og områdernes historier. Han var meget ligetil og gjorde aftenen hyggelig med små historier og skabte en god debat blandt de fremmødte. Et stort plus til bestyrelsen for deres hurtige fund af en afløser i denne kaliber.

Littlemill Connoisseurs Choice 1985, 17 years, 40%: Aftenens første smagning kom fra et lille destilleri der åbnede i 1772 og lukkede i 1994, dette er et af Skotlands ældste og fik deres vand fra Kilpatrick Hill Springs, nu bruges det som warehouse og ejes af Loch Lomond Distillery. En whisky med en lys gul og let olieret farve, en meget let røgduft og en snert af lidt blomst/parfume duft. Smagen var ung/skarp i starten men letdrikkelig uden den store fadsmag og voksede lidt i eftersmag med lidt krydderi evt. chili/cayenne. Flere mente den lagde sig lidt op af irsk whisky og virkede yngre end den egentlig var. En behagelig whisky der kan drikkes af de fleste.

Inverleven Gordon & Macphail 1990, 14 years, 40%: Dette er whisky fra et destilleri der åbnede i 1838, egentligt som et grainanlæg men lavede siden hen et lille maltdestilleri der så overtog. Her får de vandet fra Loch Lomond og er bl.a. en vigtig ingrediens i Ballantine´s blends og det er også George Ballantine and Son Ltd, der driver stedet i dag. Igen en whisky der er lys gul i farven og klar olieret, den har en sød duft, flere var tilbøjelige til banan og en enkelt kunne dufte romtoppe, ja ord bliver der ikke sparet på når en duft skal beskrives. Smagen er også på denne ung og har igen en sød smag af banan, eftersmagen vokser og bliver behagelig, ved lidt god varme får den også en pæn fylde, alt i alt en dejlig whisky der udvikler sig ved nærmere bekendskab.

Glenkinchie Distillers Edition 1986, ?? years, 43%: Dette destilleri hed indtil ca. 1830 Milton men blev i 1837 omdøbt til Glenkinchie, herefter fungerede det til 1853 hvor det blev lukket ned. I 1880 blev det så genåbnet og de nuværende ejere er United Distillers & Vinters limited. Vandet til deres whisky får de fra små søer oppe i Lammermuir Hills. Farven på denne whisky er flot og let gylden med en duft af frisk frugt og sødme, smagen er her præget af frugt og er fyldig og ” bred ”, dog lidt småtør. Eftersmagen er pænt lang og fyldig og har et hint af sherry. Igen en letdrikkelig whisky der absolut også gør sig bedre ved at få lidt varme.

Bladnoch, 16 years, 55%: Her har vi en whisky fra det destilleri i Lowland der ligger tættere på Irland end andre destillerier i området. Dette blev åbnet i 1817, lukket i 1938, genåbnet i 1956 og havde flere ejere gennem årene for igen at lukke i 1993. I 1995 blev det så opkøbt af en nordirer der hedder Raymond Armstrong, men på betingelse af at der ikke måtte blive produceret whisky igen. Dette var dog også irrelevant for Armstrong for han havde købt det udelukkende fordi han syntes om området og ville bruge det som ” sommerhus ”, men efter at have fundet ud af historien bag destilleriet blev han varm på ideen om at der skulle laves whisky igen, og i år 2000 fik han sig forhandlet frem til at måtte producere whisky igen, men kun i begrænset omfang. Det kan vi jo kun glæde os over i dag. Vandet til whiskyen kommer fra River Bladnoch.
Whiskyen har en lys gul farve, svag olieret, og en fortryllende duft af malt/byg, dufter let af fad/nydestilleret, og ” kradser ” lidt hvis man kommer for tæt på. Smagen er stor og kraftig, og har en gennemgående smag af friske bygkorn, eftersmagen er laaang og har virkelig god power men vi snakker jo også henad de rigtige procenter nu. En efter min mening fantastisk whisky der virkelig giver ” value for money ”.

Til denne smagning skulle vi også smage 4 specialøl og havde i denne forbindelse besøg af Svend fra Ølkonsortiet i Rantzausgade. En herlig butik med noget for enhver smag og klart et besøg værd. Ligeledes kan det oplyses af man får en fantastisk vejledning og service i denne butik, der er svar på ethvert spørgsmål og man fornemmer med det samme at de to gutter der har den, virkelig har lagt sjælen i det. I dagens anledning havde Svend valgt 4 øl der var brygget på skotske principper.

Mc Gregor, 6,5%: Den første øl vi skulle smage var en belgisk øl der dog var lavet på et skotsk princip, faktisk som whisky og derfor en 100% maltøl. En skæg lille flaske med øl i en flot gylden farve, med en dejlig forførende duft, en sød smag, igen virkelig dejlig og behagelig, fyldig i munden og smagen. En øl der rammer bredt blandt publikum, jeg tror det er de færreste der ikke deler min begejstring for denne øl.

Fraoch, 5%: Øl nr. to var en heather ale med en dejlig duft af lyng, ikke så mærkeligt for proceduren på denne øl er at man koger malten og tilsætter lyng. Farven er flot og mørkere gylden end den første, igen velduftende med sødme i, en lidt skarp men behagelig smag der udvikler sig og har en lyngagtig eftersmag. En øl der faldt i blandet smag.

Efter denne første runde, hvor vi havde smagt masser af go whisky og øl, blev der holdt en pause med dejlige sandwich, og som sædvanlig masser af dem. Faktisk var det lidt morsomt med sandwichene at de var lavet af restauranten Elbjørn, idet nogle jo nok genkalder sig en smagning vi havde der hvor vi absolut ikke blev forspist.

Efter pausen var vi klar igen til 3 klasse whiskyes og to øl mere.

Linlithgow Peerless 1982, 21 years, 63%, bottle nr. 94 af 264: Et destilleri jeg ikke har kunnet finde det store på, men frem til ca. 1100 tallet var det et spedalskhospital der blev drevet af Tempelridderne. Senere blev det til et kloster og endte til sidst som destilleri. Det var det første destilleri der blev lovligt og fik en licens til at producere whisky, dette skete i 1823.
Her snakker vi jo en whisky der klart ligger i toppen procentmæssigt og dette gav sig da også udslag i både duft og smag. Den havde en mørkegul og tyk olieret farve, en kraftig duft af malt/byg, smagsmæssigt var den en bombe i munden og lidt ” rå ” idet den næste overdøver smagsnuancerne med sin kraftighed, eftersmagen holder sig længe og er ligeledes stor og kraftig. Imponerende at en whisky med denne alder holder procenterne så godt, men det er ingen skam her at komme nogle dråber vand i glasset, dette gør kun smagen mere ” menneskelig ”.

Auchentoshan Douglas Laing – Old Malt Cask 1978, 25 years, 50%, kun 174 bottles: Et destilleri der blev startet i 1823 og ulig mange andre ikke har været lukket igennem årene, de bruger den unikke triple distillation proces, hvilket jo absolut er til det bedre. De har bl.a. høstet guldmedaljer ved den internationale vin og spiritus konkurrence med deres 25 års, 22 års og 21 års. Vandet til whiskyen kommer fra Cochna Loch i Kilpatrick Hills. Denne aftens 25 års whisky var da også i en klasse for sig med en flot gylden farve, en liflig og dejlig duft med et pift af vanille. En smag der var en smule tør med en anelse bourbon i, igen her må man sige at vand ikke gjorde noget galt, dette gav kun en mere fyldig smag og mere duft. Eftersmagen var dejlig rund og behagelig og den hænger længe i ganen. En whisky der klart træder i karakter og skiller sig ud fra mængden. ( Det skal siges at smager man den over flere gange, finder man for hver gang lidt mere spændende i den ).

Rosebank Blackadder Raw Cask 1989, 11 years, 58,9%: Dette destilleri er jo nok det mest kendte i Lowland området, og har lavet masser af gode sager gennem årene, åbnede i 1840 og lukkede i 1993, men man kan jo kun håbe at ejerne, United Distillers besinder på et tidspunkt og åbner det op igen. Dette destilleri brugte ligeledes triple distillation. Vandet kommer fra Carron Valley Reservoir. Denne aftens whisky havde været en tur forbi Blackadder og vi var jo et par stykker der kom til at tale om at det da var påfaldende at faktisk alle flasker man ser fra dem er der lige meget smuld i flasken, hmm, måske bare et tilfælde eller…..? Men nok om det produktet smager jo godt.
Whiskyen her var dog heller ingen undtagelse med en meget lys farve, lidt vandagtig en ubestemmelig men dog dejlig frisk og indbydende duft der blev efterfulgt af en fantastisk fyldig smag der udviklede sig meget positivt desto længere den var i munden og virkelig kom til sin ret som en cask strength, med en eftersmag der var forførende behagelig og straks gav en lyst til at tage en sip mere idet den bare blev ved og ved. Igen en virkelig god whisky fra Rosebank/Blackadder, men der er da vist ikke nogen der har smagt et dårligt produkt herfra????.

Efter disse dejlige whiskyes skulle vi afslutte aftenen med at smage endnu to specialøl.

Alba 7,5%: En øl der kaldes scots pure ale, blev tilbage i tiden brugt mod skørbug på de lange sørejser, idet den er lavet på skovens lækkerier, bl.a. lavet med fyrrenåle hvilket også smager igennem, en tung men samtidig med et snert af friskhed og meget granskov i smagen, ja beskrivelsen er nok lidt sær men det var de første ting der slog mig da jeg smagte den. En øl der igen delte vandene idet nogle valgte at lade resten stå, men klart et godt alternativ til nutidens kedelige vitaminpiller.

Traquair 7,2%: Her har vi fat i en gammel slotsøl, der er lavet på vand fra egen kilde. En stærk maltristet øl med en tung smag der hænger længe i munden, meget speciel smag og kan umiddelbart virke en smule besk ved den første mundfuld eller to men derefter åbner den for andre ting hvis man tygger lidt efter, bl.a. lidt hav og tang, men nok ikke en man skal bælle 5 af. Her var der også flere der valgte at lade resten stå, men sådan er det jo, vi har jo heldigvis ikke alle samme smag.

Efter denne dejlige aften i selskab med masser af god drikkelse og medlemmer skulle der traditionen tro være lodtrækning og bestyrelsen kom i julehumør og lod vores foredragsholder Al Jones trække løs blandt de udfyldte evalueringssedler. Her må vi jo nok betegne ham som damernes ven idet han formåede at trække 3 kvinder på de første 3 sedler, men vi lader ham tvivlen komme til gode og sir det var en tilfældighed, ingen så dog om han gik alene hjem. Men efter flere trækninger og en del glade medlemmer fik vi afsluttet aftenen som kun kan betegnes som en succes og endnu engang 5 stjerner til bestyrelsen for vel udført arbejde med at arrangere endnu en oplevelsesrig smagning. Samtidig fik vi da vist også slået fast at Lowland whisky absolut måler sig fuldt ud med anden skotsk whisky, igen har vi jo heldigvis forskellig smag så der er jo nok til alle.

God jul og godt nytår ( må der ligge dejlige klukkende sager til jer alle under træet ).

/Jan Laursen medlemsnr. 208

***********************************************

Smagningen i tal (udarbejdet af næstformanden)

Igen var det tæt i toppen ligesom hos Highland Park-smagningen

1.pladsen var rimelig klar – Auchentoshan vandt med 251 point. Den løb med sejren med 23 point ned til 2.pladsen blev indtaget af Bladnoch – det sydligste(vestligste) beliggende destilleri i Skotland – næsten helt nede ved grænsen til England.

Herefter måtte de 2 nu lukkede destillerier - Linlithgow og Rosebank - deles om 3.pladsen. Lad os i den forbindelse være glade for at spritten stadig flyder fra destillerierne på 1. og 2. pladsen – selv om specielt Rosebank savnes i mange kredse :-(

4. pladsen indtages af Glenkinchie. Dette destilleri som ligger en snes kilometer øst for Edinburgh er normalt kendt for at være Lavlandets repræsentant i serien ’Classic Malts’-serien. Her smagte vi ’Distillers Edition’-aftapningen som er sherry-afrundet. En flot 4. plads til den da den faktisk kun havde 27 point op til 3. og 4-pladsen.

Herefter var der så et større drop ned til hhv. Inverleven og Littemill på de 2 sidste pladser. Inverleven vandt over Littlemill i den samlede placering, selvom Littlemill faktisk scorede flest 1,2 og 3.pladser af ’bundpropperne’. Faktisk var det kun 4 sølle point der skilte Inverleven og Littlemill.

 

Næste ’slag’ slåes i Januar hvor der skal smages whisky fra Islay :-)

/Næstformanden

Tak til Al Jones og Svend for nogle super gode indlæg, tak til First Slotshotel for rammerne og maden.

Slainte
Næstformanden og Formanden