Arrangementer

Douglas Laing smagning i Aalborg Whisky Laug

Årets anden stor-smagning var en smagning af produkter udelukkende fra en uafhængig aftapper - "Douglas Laing".

Samme aftenen blev den årlige generalforsamling afholdt.

Denne gang blev en enkelt post i bestyrelsen udskiftet - vi fik et nyt bestyrelsesmedlem, Kasper Behrmann.

Jeg vil gerne, på Lauges vegne, sige tak for indsatsen som det "gamle" bestyrelsesmedlem, Morten Holch, har leveret i de sidste 3 år. Samtidigt vil jeg gerne byde velkommen til Kasper, vores nye bestyrelsesmedlem. Du kan læse mere i referatet fra generalforsamlingen.

Klik her for at se referatet

Klik her for at se regnskabet

Bestyrelsen vil gerne sige tusinde tak for den store opbakning og tilslutning til såvel smagningen som generalforsamlingen - en aften som var utrolig hyggelig i nogle spændende rammer og hvor der var en rigtig god stemning. Smagningen foregik denne gang i de altid hyggelige lokaler på Park Hotel, John F. Kennedys plads, Aalborg.

Denne gang havde vi allieret os med en spændende kapacitet indenfor whisky som foredragsholder, Ivan Gundersen. Ivan mødte op i et utrolig flot dress, ægte skotsk kilt.

Ivan fortalte os på en meget inspirerende måde, men samtidig en utraditionel måde om de spændende whiskies fra aftapperen Douglas Laing og krydrede foredraget med nogle spændende historier fra Skotland - tak for et spændende foredrag, Ivan.

Denne smagning blev også suppleret med en utrolig lækker buffet, som køkkenet hos Park Hotel stod for.

Smagningen denne gang bød på et meget bredt spektrum af spændende whiskies. Evalueringen er skrevet af medlemmerne Finnur Bech og Ebbe Scmidt Nielsen - men nu kan du jo selv læse evalueringen - god fornøjelse.

Formanden

************************************************************

Ivan Gundersen Ivan Gundersen afholdt et glimrende foredrag om whiskyen krydret med mange vittigheder og sammenligninger fra W.C. Fields.
Ivan Gundersen er ikke kun en stor fan af malt whiskies, men regnede også portvin og rom for store ting og kunne endda finde på at blande cola og whisky med isterninger, en meget kontroversiel person. Ivan Gundersen

Park Hotel er et velegnet sted til vores whisky-smagninger, idet der er god plads, en dejlig akkustik, og vi får en utrolig god og spændende buffet.

overblik

Aftenens tema var en ren Douglas Laing smagning.

Douglas Laing og Co. blev grundlagt i 1950 af Mr. F. Douglas Laing og er i dag stadig uafhængig og familieejet. Idet de bruger deres whisky lagre, som normalt er reserveret mærker såsom The King of Scots, JPS, John Player Special eller McGibbon's Golf Range, kan de udvælge til enkelt fads aftapninger for the Old Malt Cask. Hvert fad bliver udvalgt efter dets forskellige fortjenester og bliver valgt ved mærkets godkendelse med deres malt master, der udvælger efter individualitet og karakter mere end ensartethed. Når den først er valgt går de ikke på kompromis mht. aftapning på den gamle og traditionelle måde uden kold-filtrering, hvorved den beholder sine olier, smagstoffer og dufte.

6 whiskyglas

Douglas Laing fejrede deres 50 års fødselsdag for nogle år siden, og i tråd med deres whisky traditioner bliver malt whiskyen tappet ved 50% alkohol, som er den "gyldne" styrke.

Mere end 130 forskellige distillerier/årgange er tilgængelige i sortimentet fra deres uafhængige tapperi - kan ses på deres hjemmeside www.douglaslaing.com. For nylig er markedet udvidet med "platinum" udvalget i de korte traditionelle og gammeldags flasker i cask strength. Hver æske bærer en individuel beskrivelse med passende smagsnoter.

smageprogrammet

Nedenstående gennemgang af aftenens whiskyer med tilhørende bedømmelse er vores vurdering.

Arran 1997 Enkel, let lys whisky med kort eftersmag.
Scapa 1993 Lys whisky med rimelig god eftersmag.
Royal Lochnagar 1993 En mørk flot whisky med lang eftersmag.
Glendronach 1976 En lys, sødlig whisky med en lang god eftersmag.
Strathisla 1975 En flot gylden whisky røget og kraftig med lang eftersmag.
Det var aftenens højdepunkt, og det var heldigt,
at jeg fik den i 3. lodtrækning.
Springbank 1992 En lys whisky med en god og behagelig eftersmag.
North Port Brechin 1969 Lys whisky med en god og behagelig eftersmag, en kraftig let røget eftersmag.
Ardberg 1994 Lys whisky med en kraftig røget smag og en lang lang røget eftersmag.

Hilsen
Finnur Bech (medl.nr. 135) & Ebbe Scmidt Nielsen (medl.nr. 101)

***********************************************

Næstformandens kommentarer og tal

Evalueringen denne gang er baseret på 34 korrekte udfyldte besvarelser – 8 besvarelser var ikke udfyldt – 1 havde stemmelighed mellem flere whiskies.

Vi havde denne gang den uafhængige aftapper ’Douglas Laing’ som tema. De leverer whiskies fra 3 serier, Provenance, Old Malt Cask og deres luksus Platinum-serie.

pointfordeling
Pointfordelingen blev således

Vinderen denne aften kommer fra Luksus-serien Platinum. Det er en North Port Brechin som ellers er et destilleri som man ikke ser eller hører meget til – og med rette, da det blev lukket i 1983 under den store ’destilleri-død’. Der ligger i dag et supermarked hvor destilleriet engang lå. North Port Brechin får 263 point.

2. pladsen går til Glendronach med 238 point – en aftapning i serien Old Malt Cask Glendronach er typisk lagret på førstgangs-sherryfade som giver den en dyb mørkrød farve, men ikke denne Glendronach. I stedet viser den os en ravfarvet whisky som slet ikke er træt efter de mange år på fad, hvilket den beviser med den flotte 2.plads

3.pladsen skal vi finde på Islay, nemlig en Ardbeg på kun 10 år – også fra Old Malt Cask-serien. Kun sølle 5 point skiller den fra Glendronach på 2.pladsen, så enten er denne aftapning af meget høj kvalitet eller så er der sneget sig for mange røg-elskere til smagning denne aften.

Tæt efter disse 3 flotte aftapninger finder vi endnu en whisky fra Old Malt Cask-serien – denne gang en Strathisla som hiver 222 point hjem til en flot 4.plads. Strathisla destilleriet leverer hovedbestandelen til bla. Chivas Regal/Royal Salute-blend-serien som var meget populær i 80-90’erne. Denne aftapning beviser at Strathisla sagtens kan stå alene – med stor anerkendelse herfra!

Herefter kommer det store spring ned til de næste aftapninger. På 5.pladsen med 158 point kommer der en ellers meget flot aftapning fra det ’kongelige’ destilleri Lochnagar. Destilleriet er placeret kun få hundrede meter fra Balmoral Castle, som er den engelske kongefamilies sommerresidens i det østlige højland. Deraf så også navnet Royal Lochnagar. Denne sherryaftapning slår et ellers meget anerkendt navn af pinden denne gang – nemlig Springbank!

Tæt efter Lochnagar kommer Springbank denne aften. Typisk er Springbank en whisky som holder en ret høj kvalitet til trods for at den laves i meget små portioner. Denne Springbank skuffer dog med kun 155 point. Årsagen kan være mange – et ’træt’ fad? Eller måske den unge alder? Springbank er kendt for at være en af de whiskies som modnes meget langsomt…

Aftenens næstsidste whisky finder vi på Orkney-øerne nord for det skotske fastland. Scapa-destilleriet er nabo til giganten Highland Park på disse sagnomspundene øer. Den er næsten helt klar i farven og bærer præg af citrus noter. Den slæber små 118 point hjem, hvilket giver den en 7.plads.

Sidst i rækken har vi Arran, en ellers lækker whisky fra øen af samme navn. Den havde endnu en gang det utaknemmelige job at være aftenens første whisky og igen bliver den desværre placeret i den lave ende – selvom det på ingen måde er en dårlig whisky iflg. undertegnede :-).
Den scorer 109 point.

Summen af 1, 2 og 3. pladser denne aften afspejler faktisk det samme som de 4 bedst placerede whiskies. Særheden kommer i den anden ende – nemlig mht. whiskyen fra Isle of Arran. På trods af den scorer dårligst totalt har den faktisk flere 1, 2 og 3. pladser end både Lochnagar, Springbank og Scapa – men ikke nok til at vinde en høj plads samlet, desværre.

best buy
Pointfordelingen blev således

Best Buy denne aften i forhold til antal scoret point er hhv. Lochnagar og Ardbeg i nævnte rækkefølge – kun adskilt af 1øre !!! herefter følger Arran og Scapa aftapningerne.

Lochnagar, Scapa og Arran er alle Provenance-aftapninger. De er generelt noget billigere end f.eks. Old Malt Cask-serien og ikke mindst Platinum-serien.

Set ud fra det synspunkt er det flot at Ardbeg’en sniger sig ind her som det 2. bedste køb i forhold til point. En populær whisky – igen har røgelserne lavet deres stemme høre.

Mvh
Næstformanden