Arrangementer

Glenmorangie smagning i AWL fredag 27/10-2006

Jeg vil starte denne evaluering med lidt personlig whiskyhistorie.

Glenmorangie 10år var den whisky som startede hele whiskyeventyret for mig.

En gammel kollega kom hjem fra en tur til Skotland og havde noget i tasken han godt ville have jeg skulle smage… og op kom en flaske 10års Glenmorangie.

Da jeg så det var whisky, udbrød jeg straks ’at jeg ikke skulle have noget af det stads, og hvis jeg absolut skulle klemme det ned, så skulle der hældes godt med cola og is i glasset’

Jeg skulle blive klogere…og efter at have smagt på den var jeg solgt, for den smagte jo slet ikke som alt det andet whisky man havde smagt gennem tiderne. Det var i 1999.

Nu sidder vi her 7 år senere og der er løbet meget vand i åen eller whisky i glasset, om man vil, siden da – og med denne Glenmorangie-aften kan man godt tale om at vende tilbage til rødderne.

Disse rødder gennem tiderne er blevet udforsket betydeligt – kulminerende med et besøg på destilleriet i September 2005, faktisk var der denne aften kun 3 aftapninger som jeg ikke tidligere har sagt, nemlig 15års, Sauternes Finish og Vintage 1975. Dog har jeg aldrig prøvet flere Glenmorangie-aftapninger op mod hinanden før, så dette havde jeg virkelig glædet mig til.

Her er mine noter på aftenens aftapninger:

Glenmorangie 10år 40% (oh, søde minder!)
Farve:Let gylden
Duft:Vanille, frugt, lidt citrus måske
Smag:Både sød og saltet med et frugtig tema
Eftersmag:Let og frisk, men forholdsvis kort

Ja, her var den så – min begynderwhisky. Det er efterhånden lidt over 1 år siden jeg smagte den sidst, men duften er ikke til at tage fejl af. Lækkert! Når jeg anbefaler en begynderwhisky til andre er det denne.

Glenmorangie 15år 43%
Farve:Rav, kobber
Duft:Meget Bourbonagtig, virkelig sød
Smag:Noget frugt (appelsiner/abrikos?), vanille, krydderi
Eftersmag:Mellem med en del bitterhed fra fadet

Dette var så den første jeg ikke havde smagt før. En positiv overraskelse – specielt sødmen som stammer fra lagring på 100% first fill ex-bourbon casks.

Glenmorangie 18år 43%
Farve:Korngul
Duft:Utrolig sød, absolut en vinder
Smag:Tørret frugt (rosiner, figner?) noget citrusfrugt?, virkelig dyb
Eftersmag:Let tør sherrysødme hænger ved sammen med frugtnoter

Et yderst behagelig gensyn – det er efterhånden en 3-4 siden jeg har ejet en 18års Glenmorangie. Denne gang er jeg blevet en del bedre til at finde nuancerne i den. Den er lagret delvist på sherryfade omend forholdet er ukendt. Det skinner igennem ved den lange søde eftersmag. En lækker lækker sag! Min vinder denne aften.

Glenmorangie Artisan Cask 46% ca. 8-10år
Farve:Halm
Duft:Banan/Ananas? Meget vanille
Smag:Mange vanilliner fra træet. Karamel, bliver lidt mere olieret med vand
Eftersmag:Let bitter, men overordnet meget sød, Flormelis?

Har fået denne et par gange under pub-besøg og på whiskymessen og fandt den fremragende. Det er den også denne aften – faktisk er den bedre denne aften, måske fordi der mindre forstyrrende elementer omkring én. Kun andres duften og smasken høres ? Også en whisky fra first-fill fade, deraf de kraftige vanille-noter

Glenmorangie Traditional 57% 10år
Farve:Halm
Duft:Umiddelbart meget lukket, vand og tid hjælper og giver en utrolig honningsødme
Smag:Karamel, sødme med ’bid i’, igen også noget citrusfrugt
Eftersmag:Utrolig lang

Aftenens eneste Cask Strength Whisky. Ikke fordi vi i AWL ikke gerne ville servere CS-whisky, men simpelthen fordi der ikke kommer ret meget CS fra destilleriet – og den smule der kommer er meget svært at få fat på. Dette er en CS udgave af den 10års – og det tager den absolut ikke skade af – mere af den slags, tak!

Glenmorangie Port Finish 12år 43%
Farve:Orange/Pink
Duft:Vinøs med klassisk Glenmorangie sødme
Smag:Lidt mint?, Chokolade og lidt skarphed i smagen og igen Glenmorangie sødmen
Eftersmag:Igen meget vinøs – fornemmelsen var længere ved tilsætning af vand

Glenmorangie var en af de første der begyndt at eksperimentere med at lave Finish’er på deres whiskies. Dette var den første finish jeg smagte fra dem, men jeg synes den har ændret karakter gennem tiden. Måske lige knapt så godt som førhen.

Glenmorangie Madeira Finish 12år 43%
Farve:Mørk rav
Duft:Svovl og gummistøvler, lidt ubehagelig
Smag:Bitter træ, noget vinøsitet, men der er en ubehagelig bismag over den
Eftersmag:Bitter vin, alle i forsamlingen er enig om at der måtte være noget galt med denne – simpelthen et dårlig batch

Denne skuffede fælt. Som nævnt ovenfor måtte der simpelthen være noget galt med denne flaske, eller (oh, skræk) parti flasker. Har smagt tidligere versioner som var virkelig lækre. Aftenens bundskraber! Øv!

Glenmorangie Sauternes Finish 15år 46%
Farve:Rav
Duft:Meget Sauternes fad her – virkelig vinøs
Smag:Ikke så meget Sauternes som forventet, Vinen havde heldigvis ikke fået overtaget, men stadig meget sød og helt kage-agtig. Kan sagtens bruges som ’dessertvin’, lækker!
Eftersmag:Sød, meget lang og yderst behagelig. Aftenen længste eftersmag

En af de 3 jeg ikke have smagt før – men hold da op den var lækker! Desværre kan den ikke købes i Danmark. Den var købt hjem specielt til denne smagning via specialist i England sammen med aftenen sidste Vintage 1975. Spændende whisky, som vores foredragsholder Peter Kjær ej heller havde smagt. Vi havde en ekstra flaske som blev solgt ’pronto’. Siger lidt om kvaliteten.

Glenmorangie Vintage 1975 43% 29år
Farve:Halm
Duft:Tydelig fad, bitter eg, sødme, malt, vanille, henkogt frugt, marmelade, meget koncentreret
Smag:Tør eg, sødme med et lidt for fremtrædende fad
Eftersmag:Lang og bitter

Denne her var utrolig lækker. Duften var mildest talt fantastisk og smagen ligeså, måske med lidt for meget fad. Ville godt have smagt denne som 25års, men absolut en klassewhisky. Desværre er denne whisky kun beregnet til toldfrit salg og efter som den er tappet i 2004 er der ved at være småt af den. Den ekstra flaske vi havde til salg blev revet væk til trods for prisen på 1350kr.

Efter oplevelsen af ovenstående var der sandwiches og øl/vand/vin og auktion over slatterne. Foredragsholder Peter Kjær fortalte igen med stor entusiasme omkring whiskyen krydret med små anekdoter. Igen en hyggelig aften i AWL… :-)

Slainte!
Næstformanden Claus

***********************************************

Næstformandens kommentarer og tal

Igen en sjov statistik at lave - denne gang fordi der aldrig (tror jeg ) har været en så klar vinder og -ikke mindst- taber.

Der blev afleveret 32 stemmesedler, hvoraf 4 blev kendt ugyldige da de enten ikke var udfyldt korrekt eller pga. stemmelighed.

Den klare vinder denne aften var Vintage-årgangen 1975. Aldrig før har vi set så klar en vinder 24 1.pladser, 3 2.pladser og 1 3.plads – FLOT! Desværre også en aftapning fra 2004 som normalt kun fås i toldfrit salg og dermed ikke normalt tilgængelig. Ej heller længere som toldfri!

2. pladsen igen en aftapning som heller ikke normalt fåes i Danmark – nemlig Sauternes Finish’en – også den må vi kigge langt efter.

3.- og 4.pladsen er derimod meget tæt – kun 1 sølle point skiller dem af, men den lille 50cl-sag Artisan Cask som vinder og den 10års Traditional lige i hælene.

Så følger de to ’store årgange’ 18år og 15år med 21 points mellemrum – og ind her inden den ’lille årgang’ 10års-aftapning klemmer sig Port-finish’en.

På sidstepladsen findes Madeira-finish’en som må have være en del af et dårligt batch – den var i al fald udrikkelig.

pointfordeling

I summen af 1,2 og 3 pladser følger vi stort set placeringen ovenfor. Eneste forskel her er at den 10års standardaftapning faktisk har fået en enkelt 3.plads her hvor Port-finish’en som slog den samlet ikke har fået en eneste stemme – det har Madeira-finish’en ej heller.

sum

Bedste køb denne aften er klart Artisan Cask – Den scorer bedst for point kontra penge. Dog skal man huske at den kun indeholder 50cl, hvor de andre flasker er enten 70 eller 100cl.

best buy

Mvh
Næstformanden